”Marokko er blandt mine favoritter som rejseleder og som almindelig turist.”
Jeg er flittig gæst i Marokko og bliver hver gang klogere på landet. Det handler om mennesker, kvalitet, viden og oplevelser for livet.
I vores Marokko-programmer lægger vi særlig vægt på landets mange hundrede års civilisation. Landet blev grundlagt i 788 og har været underlagt diverse dynastier. Som det eneste land i Nordvestafrika undgik Marokko osmannernes erobringstogter. I 1900-tallet var landet delt mellem Frankrig og Spanien, siden 1956 har det været selvstændigt, stabilt, velstående, fredeligt og især gæstfrit. I dag er det et konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament.
Rejseleder: NASER KHADER
Marokko er det eneste muslimske land, der giver jøder alle borgerrettigheder, og det kendes også som jødernes andet hjemland. De har levet i landet i over 3.000 år, længere end arabere har beboet området. I dag lever muslimer og jøder fredeligt side om side, og sammen med Israel har Marokko forsøgt at vise vejen til fred i Mellemøsten. Landet har endda haft en jødisk statsminister.
Vi besøger moskeer, kirker, jødiske synagoger og kvarterer, de såkaldte mellah’er, og der er god tid til at opleve steder på egen hånd. Dagsprogammerne er fleksible. Under en rundrejse spurgte en af vores gæster, om vi kunne besøge en moské. Ja, selvfølgelig – så det gjorde vi spontant, og jeg fortalte om moskeen, religionen og den historiske baggrund. En anden dag passerede vi en frugthandler på gaden, det så fristende ud, og vi stoppede bussen og provianterede med lækre, friske frugter. Denne rejse er inklusive sprogkundskaber, lokalkendskab og viden om skikke og kultur. Der er plads til at improvisere.
Landets varierede og sanselige køkken er sammensat af traditioner fra berbisk, andalusisk, middelhavs- og arabisk mad. Couscous er en traditionel fredagsspise i Marokko. Det er en lækker ret, som kræver god tid i køkkenet – derfor om fredagen. Couscous er i udgangspunktet små kugler af durumhvede, den findes i et utal af variationer, og den kan serveres som tilbehør til en gryderet eller spises alene som en hovedret. Enhver restaurant med respekt for sig selv tilbyder en variant af couscous, især om fredagen.
Snegle er en delikatesse i Marokko. Smagen minder om muslinger eller østers, og de serveres bl.a. i fiskerbyen Mohammadie. Spisesnegle opdrættes ved at indsamle snegle i naturen, sætte dem i en trækasse og lade dem leve af krydderurter i en uge. Efter et par dages faste kan de renses, krydres og koges møre. Suppen smager også fantastisk, og sneglenes slim bruges i hudprodukter og indeholder gode vitaminer, mineraler og næringsstoffer.
Replikken ”Play it Again, Sam” forbindes ofte med ”Casablanca”, den amerikanske filmklassiker fra 1942 med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman. I virkeligheden stammer replikken fra Marx Brothers’ parodi på filmen, ”A Night in Casablanca”. Bogarts originale replik om sangen ”As Time Goes By” henvendt til pianisten lyder: ”You played it for her and you can play it for me.”
Dag 1: Ankomst til Marrakech
Ved ankomst til Marrakech Lufthavn bliver vi mødt af vores lokale repræsentant og kørt til hotellet, hvor vi checker ind. Afhængigt af ankomsttidspunktet er resten af dagen til fri disposition. Overnatning i Marrakech.
Dag 2: Marrakech – Den røde by
Efter morgenmad tager vi på heldagstur i Marrakech, en af Marokkos fire kejserbyer og kendt som “Den røde by” på grund af sine karakteristiske røde mure.
Vi besøger den imponerende Koutoubia-moské, som med sin 77 meter høje minaret er byens mest kendte vartegn. Herefter fortsætter vi til Bahia-paladset, et af Marokkos smukkeste paladser fra slutningen af 1800-tallet, samt Ben Youssef Medersa, en tidligere koranskole berømt for sin udsøgte islamiske arkitektur.
Frokost serveres i medinaen på restaurant Le Marrakchi. Om eftermiddagen fortsætter vi vores rundtur i den gamle by. Overnatning i Marrakech.
Dag 3: Marrakech – Ouzoud-vandfaldene – Afourer
Efter morgenmad forlader vi Marrakech og kører mod Ouzoud-vandfaldene, som med deres mere end 100 meter høje kaskader er blandt Nordafrikas mest spektakulære naturattraktioner. Efter frokost på restaurant Chez Mounir fortsætter vi til Afourer, som ligger ved foden af Atlasbjergene. Middag og overnatning på Hotel Tazarkount i Afourer.
Dag 4: Afourer – Beni Mellal – Khenifra – Ifrane – Meknès – Fès
Efter morgenmad fortsætter vi mod Fès gennem Mellem-Atlasbjergene.
Undervejs passerer vi Beni Mellal, Khenifra og Ifrane. Sidstnævnte er kendt for sine brede boulevarder, alpine huse og grønne omgivelser og kaldes ofte for “Marokkos Schweiz”.
Vi fortsætter til Meknès, en af Marokkos fire kejserbyer og tidligere hovedstad under sultan Moulay Ismail. Her besøger vi Moulay Ismails mausoleum og får en kort introduktion til den historiske medina.
Efter frokost i Khenifra fortsætter vi til Fès, hvor vi checker ind på hotellet. Overnatning i Fès.
Dag 5: Fès og Volubilis
Efter morgenmad kører vi til Volubilis, som er Nordafrikas bedst bevarede romerske ruinby og optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Herefter returnerer vi til Fès, Marokkos ældste kejserby og landets religiøse og kulturelle centrum. Byen blev grundlagt i det 8. århundrede og rummer en af verdens største middelalderlige medinaer.
Vi oplever de traditionelle håndværkskvarterer, hvor blandt andet læder, keramik og tekstiler stadig fremstilles efter gamle metoder. Frokost serveres på Palais Les Mérinides, hvorefter vi besøger Al Attarine Medersa, et af de fineste eksempler på marokkansk-islamisk arkitektur. Overnatning i Fès.
Dag 6: Fès – Meknès – Rabat
Efter morgenmad forlader vi Fès og kører mod Rabat.
Undervejs stopper vi i Meknès for en kort rundtur og frokost på Palais Terrab. Herefter fortsætter vi til Rabat, Marokkos nuværende hovedstad.
På byrundturen ser vi blandt andet Mohammed V’s mausoleum, Hassan-tårnet, det kongelige palads (udvendigt) samt Kasbah des Oudayas med udsigt over Atlanterhavet. Overnatning i Rabat.
Dag 7: Rabat – Casablanca – Marrakech
Efter morgenmad kører vi til Casablanca, Marokkos største by og økonomiske centrum.
Vi besøger den imponerende Hassan II-moské, som er en af verdens største moskéer og spektakulært placeret ud til Atlanterhavet. Herefter passerer vi Place Mohammed V, FN-pladsen og området omkring det kongelige palads, inden vi kører langs Ain Diab-promenaden.
Frokost serveres på det berømte Rick’s Café, inspireret af den klassiske film Casablanca. Efter frokost fortsætter vi til Marrakech, hvor vi checker ind på hotellet. Overnatning i Marrakech.
Dag 8: Marrakech og hjemrejse
Efter morgenmad er formiddagen til fri disposition.
Vi samles til afslutningsfrokost på Palais Chahramane Restaurant, inden vi kører til Marrakech Lufthavn for hjemrejse.
OBS: Hvis du ønsker at besøge Yves Saint Laurents tidligere hjem og Musée Yves Saint Laurent Marrakech på egen hånd, anbefales det at planlægge besøget en af de første to dage eller på rejsens sidste dag, hvor vi opholder os i Marrakech.
Kontakt gerne Naser Khader for at afklare, hvornår det bedst kan lade sig gøre, inden du foretager reservation. Billetter til museet skal bestilles individuelt inden afrejse, da museet er meget populært og ofte hurtigt udsolgt. Det anbefales derfor at reservere i god tid.
Bemærkning om rejseleder og lokal guide:
På denne rejse er Naser Khader med som dansk rejseleder på hele turen og deler undervejs sin omfattende viden om Marokkos historie, kultur, religion og samfundsforhold.
Derudover er der en lokal, autoriseret guide med under hele rejsen. Dette er lovpligtigt i Marokko og sikrer samtidig, at vi får et dybtgående indblik i landets seværdigheder og lokale forhold.
Prisen inkluderer
Fly og flyskatter København – Marrakech
Alle skatter og afgifter
1 x 23 kg bagage
1 stk. håndbagage, max. 10 kg
3 nætter på hotel i Marrakech
2 nætter på hotel i Fez
2 nætter på hotel i Rabat
7 x morgenmad
6 x frokost
1 x middag 6. Dag / Cafe Ricks i Casablanca
Al transport og transfers iht. program
Udflugter og entreer iht. program
Visum er gratis
Drikkepenge til al servicepersonale, tjenere.
Rejseleder
Naser Khader er rejseleder på hele rejsen og rejser med tur/retur fra København. Naser taler arabisk og har kendskab til Marokko og de 21 andre arabiske lande.
Prisen inkluderer ikke
Enkeltværelsestillæg – 1925,- DKK pr. værelse – pr. uge.
Rejse- og afbestillingsforsikring – det skal I selv tegne
Drikkevarer til måltiderne
Aftensmad – undtagen 1 dag
Drikkepenge til buschaufføren og lokalguiden, som er med os hele ugen.
Naser samler ind på næstsidste dag. Naser vil sørge for at aflevere Palmyra Rejsers drikkepenge og gæsternes ditto samlet.
Naser Khader skriver nyhedsbrevene, med nyheder om rejsemålene, nye rejser og inspiration til valg af næste destination.